I den ortodokse etiopiske kirke fejres julen d. 7. januar. Dagen starter med julegudstjeneste kl. 04 om morenen. Etiopierne klæder sig i hvidt til den festlige lejlighed. I Etiopien er det skik og brug, at hovedparten af kirkegængerne tager opstilling udenfor kirken og hører præsternes bøn gennem højtalere fra kirken. Inden man indtager sin stående plads, skal man gå 3 gange rundt om kirken med et stearinlys i hånden. Kvinder og mænd står selvfølgelig opdelt hvor hver sin side af kirken. En gudstjeneste varer typisk ca. 3 timer.

I Etiopien giver og modtager man ikke julegaver, men det er dog de seneste år (måske under påvirkning fra vesten) blevet almindeligt at de mindre børn får gaver.

Julen kaldes “Ganna” og fejres sammen med familien. Julemaden består af den sædvanlige nationalret i Etiopien “injera”, som er store pandekager bagt på kornsorten “teff”. Dertil indtages “watt”, som er sovse og stuvninger i alle afskygninger (kyllingekød, oksekød, æg, linser, bønner, spinat, gulerødder osv.) der serveres i et farvemorads ovenpå injeraen. I julens anledning er der lavet ekstra meget og ekstra lækkert wat.

12 dage efter ”Ganna”, den 19. januar, holdes festen ”Timkat”. Festen varer i 3 dage og her fejrer etiopierne Jesu dåb. Den centrale tradition ved Timkat er, at den kopi, der findes af Pagtens Ark i alle ortodokse kirker i Etiopien, tages ud og bærers af præsterne i prosession rundt om kirken. Timkat er den største fejring i det etiopisk ortodokse kirkeår og det er en meget intens og spændende oplevelse at deltage her. Jeg kan stærkt anbefale, at tage med på Etiopienrejsers gruppetur i 2018, der netop indebærer at opleve Timkat.

Glædelig jul til alle fra EtiopienRejser/Christina

Indlægget Julefejring i Etiopien blev vist første gang den Etiopienrejser.

I løbet af det sidste år, har jeg samlet opholdt mig 2 måneder i Etiopien. Jeg har som altid haft utrolige, uforglemmelige oplevelser, og man får på forunderlig vis overraskelser og ny indsligt, hver gang man besøger landet. Højdepunkterne fra det sidste års tid har været trekking i Tigreys uberørte natur og besøg hos Suri stammen på den isolerede vestlige side af Omo floden, hvor vi bl.a. mødte guldgravere, der på byens torv opsøgte en valuar. Jeg husker, hvordan de forsigtigt tog deres små sammenfoldede stykker stof frem fra sprækker i tøjet, og sirligt hældte de sandkornssmå stykker guld på den gl. dags vægt i valuar teltet, mens de spændt ventede på valuarens svar. Et andet højdepunkt var et luksusophold på den nye Bale Mountains Lodge øst for Sanati Plateuet i Bale Mountains, hvor udsigten til den alpine skov er fabelagtig. Sidst men ikke mindst var augusts løberejse en kæmpeoplevelse, som jeg håber at få mulighed for at gentage snarest:)

Etiopienrejser har desværre måttet aflyse alle rejser til Etiopien siden september og på baggrund af den nuværende situation og udsigter, har vi udsat de rejser, der skulle finde sted først i det nye år, til senere.

Etiopien har gennem de sidste 10-15 år gennemgået et økonomisk opsving med vækstrater, der har fået omverdenen til at udråbe Etiopien som Afrikas økonomiske mirakel. Addis Ababa har i samme periode været scene for et sandt byggeboom, hvor hoteller, forretningsbygninger og nye boligkvarterer er skudt op overalt.

Etiopien har i en årrække været det mest stabile land i den østafrikanske region og været en stærk samarbejdspartner for USA ift. til terrorbekæmpelse. Endvidere har Etiopien samarbejdet med EU om forebyggelse af immigration til Europa fra Afrika.

Den høje grad af stabilitet og tryghed har været afgørende for, at et stadig større og større antal turister, hvert år har besøgt landet. Turisterne har oplevet Etiopiens prægtige natur og og kulturelle skatte og selvfølgelig de imødekommende og servicemindede etiopiere. Turismen og væksten har haft en afgørende indflydelse på, at narrativet om Afrika nu er ved at ændre sig i Vesten. En ændring der har været tiltrængt i årevis og som nu endelig og gradvist er slået igennem.

Etiopien har siden 1991 var styret af af regeringspartiet EPRDF. Den karismatiske Meles Zenawi sad ved rorpinden indtil sin død i 2012, hvor Hailemariam Desalegn tog over. EPRDF har siden 1991 haft langt størstedelen af sæderne i parlamentet og ved hvert valg, har der været forlydender om valgsvindel med tumult og fængslinger til følge.
EPRDF er hovedsagelig et tigrinsk parti og eftersom tigrinerne kun udgør 6-8 procent af den etiopiske befolkning, stiller de andre store etniske grupper i Etiopien Oromo og Amhara sig kritiske overfor, den ringe grad af repræsentativitet ift. magten og de beslutninger der træffes. Over det sidste års tid har denne kritik af EPRDF i stigende grad udmøntet sig i voldelige sammenstød mellem regeringssoldater og kritikere.

Den nuværende situation er dilemmafyldt. Selvfølgelig kan den etiopiske befolkning ikke være tjent med, at der ikke er lige rettigheder for alle og i det hele taget indskrænkede frihedsrettigheder. Kampen for disse øger imidlertid risikoen for, at Etiopien ikke kan forblive det stabile land i vækst, som det jo lige havde udviklet sig til at være. Et land med uro og ustabilitet vil præge hverdagen for ALLE etiopiere og have konsekvenser for indkomstgrundlag, økonomisk og personlig sikkerhed, udvikling osv. Derfor kan en vedblivende konflikt have uhyrlige konsekvenser for alle indbyggere i Etiopien.

Tiden vil vise, hvordan situationen udvikler sig, men en ting er helt sikkert: Etiopien er stadig fyldt med masser af natur-og kulturrigdomme, som kun venter på at blive vist frem. Den etiopiske befolkning er stadig ligeså venlige og imødekommende som de altid har været og har brug for den omsætning det giver, når vi som turister besøger landet. Den nuværende uro i Etiopien er på ingen måde rettet mod turister – tværtimod. Derfor vil EtiopienRejser arbejde på at sende turister til Etiopien så snart (og det er forhåbentlig snart) situationen atter tillader det. Hvis du/I overvejer at besøge Etiopien, er I altid velkommen til at ringe og få vores aktuelle vurdering af situationen i landet.
7. nov. 2016 / Christina

Indlægget EtiopienRejser om den nuværende situation i Etiopien. blev vist første gang den Etiopienrejser.

I morgen er det løbsdag! Det danske ”hold” består af Mona og Claus fra Tranbjerg Løbeklub, Steffen fra Runners DK og Christina fra EtiopienRejser.

Vi er i topform efter ophold i både Addis Ababa (2500 m) og Yaya Village (3000 m). Yaya Village er et træningscenter ejet af Etiopiens nationalhelt nummer 1: Haile Gebreselassie, som ligger 1 times kørsel nord for Addis Ababas centrum. De fleste af de etiopiske topløbere kommer regelmæssigt på centeret for at træne.

Torsdag formiddag stod den på løbetræning i skoven ved Yaya Village. Det var kun en træningstur, så den skulle ikke være for hård. Selvom vi løb i forholdsvist langsomt tempo fik vi hurtigt pulsen op, vi kunne tydeligt mærke at luften var mere iltfattig, end vi er vant til. Især på små stigninger røg åndedrættet hurtigt op. Trods de hårde betingelser lykkedes det os at få en fremragende træningstur og et godt indblik i de etiopiske løberes træningsforhold. Eftermiddagen stod på mere træning i form af hyggesvømning efterfulgt af en benhård bordtenniskampJ

Fredag blev vi afhentet i Yaya Village og forenet med nogle af de andre internationale løbere, som skal til Langano og løbe Ethiotrail. Vi kørte mod Langano, med holdt i Ziway, hvor vi var på flodhestetur på søen.

De internationale løbere består pt. ca. 15 spaniere, en håndfuld amerikanere, et par tyskere og et par australiere en Sydafrikaner og så selvfølgelig det danske hold.

I Langano blev vi alle indkvarteret på samme resort på søbredden. Der er en rigtig god stemning blandt de internationale løbere, folk har prøvet mange forskellige løb, både trail-og asfalt, så snakken går, og man bliver inspireret af hinanden.

I dag lørdag startede dagen med en træningstur på plateauet ved resortet. Vi løb af sted i tusmørke, for at nå udsigtspunktet på plateauet til solopgang. Det var en flot tur, og vi mødte en lille folk bavianer på morgentur. Der var mulighed for at løbe i forskelige tempi på plateauet, så både Claus og Steffen kunne få fuld udfordring.

Efter en gedigen morgenmad, var der mulighed for at bese løbsruten i nationalparken. Desværre regnede det da vi kom derud, så udsigten var ikke i top. Etiopien lægger lysegrønt hen i disse uger pga. regntiden, så her er utroligt smukt og frodigt. Desværre er bagsiden af medaljen så, at man kan støde ind i regnvejr, som vi gjorde i dag. Vi håber det betyder, at vejret i morgen på løbsdagen bliver perfekt!

(Skrevet onsdag d. 10. august, 2016)

Lørdag aften var der pastaparty til den helt store guldmedalje. Bagefter hyggede vi med bål under åben himmel på resortets terrasse. Søndag morgen skulle vi tidligt op, der var morgenmad kl. 04. Mens det stadig var mørkt kørte vi i busser ud til startområdet i Lake Shalla-Abijatta nationalpark.

Desværre var vejrguderne ikke med løbet, og der var kommet unormalt meget regn de sidste dage. Løbeledelsen blev desværre tvunget til at aflyse maraton distancen, da noget af ruten var skyllet væk. Heldigvis havde det ingen effekt på det danske hold, da Mona, Claus og Steffen skulle løbe halvmaraton mens jeg skulle løbe 12 km.

Der var masser af aktivitet i startområdet, de lokale viste deres egnsdragter frem, red på pyntede heste og stemningen sydende og var helt i top.

Det var de ældste fra den stamme, der bebor nationalparken, der skød løbet i gang kl. 7.00 ( En time forsinket pga. regnen). Først løb vi gennem en landsby og videre ud mellem de grønne marker. Vi kom forbi grupper af hytter, hvor de lokale stimlede sammen, for at give os klap og råb med på vejen. Herefter gik ruten op af en gl. vulkan, det var så stejl, at kun de etiopiske eliteløbere kunne løbe op – og turde at give fuld gas på vej ned. Udsigten fra toppen var formidabel, søer, lysegrøn savanne- og bjerglandskab så langt øjet rakte.

På halvmaraton var der depot 3 steder på ruten, og her var de lokale børn ivrige efter at få vores flasker, når vi havde drukket vand. Vi løb de første knap 2 timer i skyet vejr og herefter kom solen frem. Det var et smukt syn, men temperaturen steg også mærkbart.

Ruten var teknisk forholdsvis svær. Der var mange stigninger og regnen havde gjort underlaget klistret nogle steder på ruten. De mandlige etiopiske eliteløbere løb på ca. 1,12 t og kvinderne på 1,26 t på halvmaraton distancen. Det danske holds hurtigste løber blev Steffen fra Runners.dk der klarede halvmaraton distancen på 2,06 t. Stærkt løbet Steffen!

Efter præmieoverrækkelsen (medaljen var håndlavet af børnene i nationalparken) var der barbecue for alle inden turen gik mod Addis, hvor vi skulle flyve hjem om aftenen.

Ethiotrail havde nogle udfordringer i år pga. unormalt meget vand i Rift Valley og at der opstod oprør i Etiopien mellem regeringen og nogle etniske grupper i Etiopien netop den uge, hvor løbet blev afholdt. Vi mærkede ikke noget til oprøret direkte, men det betød, at der var nogle internationale løbere, der valgte at blive væk, så løbsfeltet var noget reduceret (ca. 250 løbere stillede op).

Ethiotrail kan varmt anbefales for løbere der ønsker en intim, autentisk løbeoplevelse i fællesskab med andre løbere i smuk natur i løbernes hjemland. Jeg håber at stille et endnu større dansk hold næste år – så måske skal du med? Følg med her på hjemmesiden når næste års løberejse sættes på. /Christina

Indlægget Ethiotrail august 2016 – en beskrivelse af det danske holds oplevelser. blev vist første gang den Etiopienrejser.

Indlægget Højdetræning i Yaya Village 3000 m. blev vist første gang den Etiopienrejser.

I dag rejser vi 4 deltagere afsted til Ethiotrail ved Lake Langano i Etiopien. Vi bliver således pionerer på Etiopienrejsers første løberejse. Steffen fra Runners.dk vil hovedsagelig rapportere fra løbet, og I kan følge ham og os her på bloggen. Jeg er spændt på løbet og  glæder mig til afrejse om et par timer:) /Christina

Indlægget Til Ethiotrail med EtiopienRejser. blev vist første gang den Etiopienrejser.

Nu er EtiopienRejsers første gruppe-tilbagerejse for adoptivbørn og deres forældre til Etiopien ved at synge på sidste vers, men vi har stadig 2 dage tilbage i Addis inden afrejse mod det kolde nord.

Gruppen består af 14 deltagere, og min medguide Freja og jeg. Vi har hjemmefra lagt et spændende og varieret program i det sydlige Etiopien, der var specielt tilpasset, at der var børn med på turen.

Vi har haft det særlige fokus, at familierne skal se smuk natur, spændende dyr, møde den etiopiske befolkning fra både by og land og i det hele taget opleve andre sider af Etiopien, end det billede mediernes oftest tegner.

De første to dage stod på akklimatisering i Addis. Den første dag besøgte vi Entoto Mountain og National Museum. Her var det særligt kæmpeskildpadderne i museets have, der tiltrak børnenes opmærksomhed. Om aftenen var vi på danserestaurant, hvor vi prøvede kræfter med den etiopiske nationalret injera og så traditionelle danse på scenen.

Andendagen bød på børnehjemsbesøg. Rejsedeltagerne fik en mulighed for at få et billede på, hvordan deres eget liv formegentlig begyndte. Vi oplevede em meget varm modtagelse på børnehjemmet der gav indtryk af, at det etiopiske børnehjemspersonale følte stor tilfredshed ved at se ringen slutte, i og med at de oplevede sunde og veltilfredse børn, der nu lever et godt liv i en dansk familie.

Sidst på eftermiddagen besøgte vi ildsjælen Sosina der driver Gamo Circus School, hvor børn tilbydes cirkus undervisning hver eneste eftermiddag. Børnene er virkelig dygtige, men det bedste ift. vores gruppe var, at de danske børn blev inviteret med til cirkus aktiviteterne sammen med de etiopiske børn. Det resulterede i masser af samarbejde, grin og diverse akrobatiske udfoldelser, som alle nød i fulde drag.

På tredjedagen kørte vi mod Awassa, som skulle bruges som springbræt, for at køre videre mod Arba Minch og Dorze i syd. Desværre blussede en igangværende konflikt mellem den etiopiske regering og den etniske gruppe oromia op, og vejen mod syd blev lukket. Vi endte derfor med at aflyse vores tur mod syd og i stedet bruge flere dage Awassa om omegn.

Denne model gav os god tid til at opleve lokalsamfundet i Awassa. Vi besøgte en skole, drak kaffe og spiste injera hos en lokal familie, var til ortodoks gudstjeneste tidligt søndag morgen, på flodhestetur på Lake Awassa og sidst men ikke mindst var vi på Awassa fiskemarked og se de lokale fiskere komme ind med nattens fangst – som nogle smagteJ En dag kørte vi til kaffeområdet Sidamo, hvor vi havde en rigtig god dag med trekking til en lokal landsby i bjergene. Vi blev inviteret indenfor hos en Sidamo familie, der viste os, hvordan de forarbejdede deres hoved afgrøde false bananna, og bagefter smagte vi pandekage lavet af false bananna, selvfølgelig akkompagneret af traditionel kaffeceremoni.

Efter det ufrivilligt lange ophold i Awassa, meldte lokalbefolkningen og de lokale myndigheder atter om fredelige tilstande og vi kørte  nordpå til Lake Langano. Her har vi så holdt badeferie de sidste par dage og nydt skiftevis at kunne svømme i søen og lege på stranden og benytte Lodgens svimming pool. Børnene er nu ved at gå i opløsning, så det er måske meget godt, at vi kører tilbage til Addis i dag. De sidste par dage står på nogle småture rundt i byen, og se de steder de enkelte børn kommer fra, nogle skal møde den plejer som deres børn havde på børnehjemmet. Så skal vi selvfølgelig også shoppe etiopiske kaffe og andre souveniers og ellers bare indsnuse de sidste indtryk af Etiopien i denne omgang.

Næste tilbage rejse finder sted i uge 7 og 8, 2017.

Indlægget Tilbagerejse for adoptivbørn og forældre, vinterferien 2016 blev vist første gang den Etiopienrejser.

Anmeldt af Steen Frandsen den 30. januar 2016 for Københavns Kulturklub til EtiopienRejser.

Samme dag som den 14-årige Hirut får at vide, at hun kan rykke op i 5. klasse, får glæden en brat ende. På vej hjem fra skole bliver hun omringet af en gruppe bevæbnede mænd på hesteryg, og hun bortføres og bliver spærret inde i en hytte, hvor hun slås og voldtages af gruppens leder (Tadele). Det lykkedes hende at flygte, men under flugten dræber hun sin voldtægtsmand, og så er scenen sat: I denne egn af Etiopien betyder dette nemlig, at hun må bøde med sit liv – for hun har jo dræbt en MAND.

Filmen udspiller sig i 1996 og vi befinder os i et lille landsbysamfund. Hér er det mændene, som bestemmer og er man en ung, giftelysten mand som Tadele, så bortfører man naturligvis sin øjesten og “gør hende til sin egen”. Sådan har man altid gjort det og tradition er som bekendt vanskelig at ændre. Landsbyens (mande)råd forsøger at mægle i konflikten, for den dræbtes familie føler sig vanæret og kræver kompensation. Farens forklaringer møder ingen forståelse foran rådet, og derhjemme mener pigens mor, at han hellere skulle have ladet Hirut vogte køer end at tillade hende en skolegang – så ville ulykken aldrig være sket. Den snørklede logik og det forstokkede kvindesyn er ikke kun forbeholdt mændene. Midt i fortvivlelsen kommer en ambitiøs advokat, som er KVINDE (Meaza Ashenafi) heldigvis pigen til undsætning, og dette er filmens primære handlingsforløb.

Filmens instruktør er etiopiske Zeresenay Mehari. Man mærker, at han er oprigtigt optaget af at fortælle en vigtig historie. Nogle vil mene, at handlingen er for lineær og eksplicit, men ved udgivelsen i 2014 vandt den priser ved både Sundance Film Festival og Berlin International Film Festival. Den deltog endvidere i kategorien ”Best Foreign Language Film” ved Oscar-uddelingen i marts 2015 – dog uden at blive nomineret. Angelina Jolie’s navn står på filmplakaten, men denne gang er hun kun producer.

Historien er baseret på en virkelig hændelse og selvom man tidligt i filmen aner, at den vil ende godt, så gør det ikke noget, for det er ikke en film, man ser for spændingens skyld. Kvindeundertrykkelse, børnebrude, konflikt mellem land og by, kønsrollers og traditioners forandring er emner, som rummer masser af stof, og det er godt for eksempel at blive mindet om, at et liberalt kvindesyn ikke kommer ud af ingenting. Hverken i Etiopien eller Danmark. Man forstår betydningen af Ethiopian Women Lawyers Association (EWLA) og Meaza’s store arbejde som grundlægger af organisationen. Som sådan er filmen derfor universel og selvom den foregår i 90’ernes Etiopien, er emnerne stadig aktuelle i alt for mange dele af verden. Der er ikke er langt fra Tadele’s adfærd til Køln i Tyskland. Flere detaljer i filmen er på plads med pyntede heste i de egnsrigtige farver, kvindernes for Etiopien typiske frisurer, og de fattige og primitive forhold pyntes der ikke på. Både Hirut og Meaza spilles godt og troværdigt af deres skuespillere. Man behøver ikke interessere sig for Etiopien for at se filmen, men gør man det, så er Difret absolut seværdig.

Der er anvendt kilder fra IMDB og Wikipedia.

Indlægget Anmeldelse: Difret blev vist første gang den Etiopienrejser.

Med EtiopienRejser kan du deltage i Ethiotrail, som indeholder distancerne 12 km, halvmaraton og maraton. Løbet foregår i Lake Abiata – Shala National Park, som ligger 4 timers kørsel syd for Addis i The Great Rift Vally.

Kommende deltagere kan berede sig på en fantastisk løbeoplevelse sammensat af lige dele uovertruffen natur og en spændende og indførende kulturoplevelse beværtet af lokalbefolkningen i nationalparken.

Planen er, at vi arriverer i lodgen ved Lake Langano (30 min fra startområdet) fredag aften. Størstedelen af løbsdeltagerne bor på samme lodge, så der vil være god stemning og rig mulighed for at socialisere med de andre løbere. Lørdag står på en lille træningstur i området, svømning og afslapning, kaffeceremoni og selvfølgelig det legendariske pasta party.

På løbsdagen starter vi ved solopgang og transporteres til startområdet, som emmer af aktivitet. Lokalbefolkningen rider ræs på pyntede heste, der er lokal musik og dans – og selvfølgelig i bedste etiopiske stil – endnu en kaffeceremoni.

Løbet sættes i gang og løbsruten bugter sig gennem nationalparken, så man kan se både gazeller, bavianer og masser af farvestrålende fugle på sin vej. Løberne passerer små landsbyer, hvor lokalbefolkningen står langs vejen og hujer deltagerne videre. Senere løber man på en mere øde strækning, først med udsigt til den sorte, vulkanske Lake Shala og senere ad stejle skråninger helt ned til søbredden, hvor pelikanerne holder til. Løberne på maraton distancen skal op på parkens højeste tinde Mount Fike på 2075m. Herfra har de udsigt til Lake Abiatas hundredevis af flamingoer. Tilbage i målområdet overrækkes medaljer, der er udhugget i sten af lokalbefolkningen.

Som allerede skrevet i mit første blogindlæg er løbet et rigtig godt koncept. 20% procent af startgebyret går nemlig til vedligeholdelse af nationalparken og til befolkningen der. Endvidere skaber selve afholdelsen af parken aktivitet i lokalområdet, og i løbets 2 første leveår, har arrangørende oplevet et kæmpe arrangement fra lokalbefolkningens side.

Løbet foregår i slutningen af den Etiopiske regntid. Det betyder, at vejret er behageligt og landskabet fuldstændigt lysegrønt. Derved bliver det endnu smukkere end på de lidt afsvedne billeder her på bloggen.

I skrivende stund , er jeg er ved at lægge sidste hånd hele løberejsen (ovenfor kun beskrevet selve Ethiotrail), men Ethiotrail vil blive udbudt som en del af en løbepakkerejse, hvor man altså kan deltage i ovenstående løb og også se mere af Etiopien ved samme lejlighed. Endvidere planlægger jeg at inkludere et par dages ophold på Haile Gebreselassies løberesort udenfor Addis i rejsen. Her vil deltagerne få mulighed for at vænne sig til højden dels ved at bo højt (2700 m) og dels ved at løbetræne i bjergene rundt om resortet.

Hvis Ethiotrail lyder interessant for dig, så send mig en mail allerede nu, så får du direkte besked, når den færdige løberejse et sat på hjemmesiden.

Indlægget Ethiotrail i Lake Abiata- Shala National Park blev vist første gang den Etiopienrejser.

Efter enormt mange timers kørsel er vi nu på vej mod Addis igen. Turen til Surma-regionen blev jo meget længere end planlagt, i det vi blev stoppet af regnen, da vi forsøgte at nå området sydfra. Vi kørte en kæmpe omvej på 3 hele dage og til sidst af meget humpede jordveje, før vi endelig kunne sætte vores fødder nogenlunde tørskoede på Surma-jord.

Surifolket er beslægtet med Mursierne på den anden side af Omofloden. Kvinderne bærer læbeplade (eller løsthængende underlæbe) ligesom hos Mursierne og både mænd og kvinder er dekoreret med ar og kropsmaling. Suri-folket er semi-pastoralister. De dyrker hovedsagelig majs og hirse på deres små jordlodder.

Vi blev mødt af meget venlige Surifolk. Overalt hvor vi kom frem hilste de venligt på os. Da vi besøgte deres landsbyer, var de ivrige efter at vise, hvordan de tilbereder lokal øl og ryger tobak. Endelig fremviste de også, hvordan de tapper en ko for blod (uden den dør), som de drikker.

Surifolkene viste stor nysgerrighed overfor os som besøgende. Frejas lyse hår blev undersøgt nøje og endda hevet i, for at tjekke om det nu også vær ægte. De løftede også ud i bluserne og op i BH’en, for at se, hvordan hvide bryster ser ud. Det første til masser af gensidige grin.

I hovedbyen Kibish så vi, hvordan Surifolk kom med små stykker guld, som de havde vasket i floden. I hovedgaden sad guld valuarer, og fastsatte købspriser på guldet.

Alle børn har skolepligt i Etiopien, således også Suribørnene. De bor uden elektricitet og stort set isoleret fra omverden. De taler deres eget sprog og både amharisk og engelsk er stort set fraværende. Alligevel skal man kun nævne ordet football, og så siger de både Arsenal, Manchester United og Ronaldo. Jo, selv her har globaliseringen i nogen grad gjort sit indtog.

Området vest for Omofloden kan med rette betegnes som Etiopiens vilde vesten. Der er ingen faciliteter i regionen, og man skal som besøgende medbringe alt, hvad man skal bruge dvs. telte til overnatning, mad osv. Desuden er det påkrævet, at man har en vagt med sig. Vi fik lange gode snakke rundt om lejrbålet, mens skoven omkring os var levende i tropenatten.

Der er få turister i Surma, hvor stammefolk ofte er oppe at strides med hinanden. Hovedkonflikten lige nu består dog i, at den etiopiske regering ønsker at udlægge områder på begge sider af Omofloden til kommerciel dyrkning. Surifolket bliver af regeringen tvunget til at bosætte sig i landsbyer, så regeringen kan inddrage noget af den jord, som Surierne traditionelt har græsset deres kvæg på.

Som sagt mødte vi kun venlighed og fredelige tilstande under vores besøg, men hvis man ønsker at besøge området, skal man være forberedt på, at der kan ske lidt af hvert, og som følge deraf, være klar til at ændre sit rejseprogram.  Et besøg i Surma region er dog en unik oplevelse, hvor man bor og færdes blandt Surierne, og således interagerer med dem og oplever deres livsstil på tæt hold.

Vi har fået en del spørgsmål ift. de uroligheder, som internationale medier rapporter om, sker i Etiopien lige nu. Hernede foregår rapporteringen hovedsagelig i rygteform, så det er svært at finde ud af, hvad der helt nøjagtigt sker. Som de fleste læsere af denne blog nok allerede ved, går konflikten ud på, at Oromoerne, som er den største etniske gruppen i Etiopien, føler sig tilsidesat og chikaneret af den Etiopiske regering. Det har ført til optøjer bland Oromoerne, blandt andet på nogle af landets universiteter.

Vi har ikke på vores tur selv set eller oplevet uroligheder, det vil jeg lige nævne her, nu hvor vi får så mange forespørgsler på om vi er ok osv.

Til slut vil jeg ønske alle en glædelig jul. Hernede må vi selv stå for fejringen, for den ortodokse jul falder først i januar.

Indlægget Besøg hos Suri-folket blev vist første gang den Etiopienrejser.

Det er tidlig morgen og endnu bælgmørkt på Buska Lodge i Turmi. Chikaderne synger i bushen udenfor og under taget på den lille terasse er larm fra de nataktive flagremus. I går da vi ankom hang de på red og række under taget og snorksov, men nu er det anderledes. Lyden fra den vildt brusende Kaske River, der løber bag lodgen, når også herind.

Omodalen ligger i det sydvestlige hjørne af Etiopien. Sidst jeg besøgte området, skulle man køre på grusvej på halvdelen af den to dages rejse fra Addis Ababa. Men moderniteten (og kinesernes asfaltvej) er nu også nået herud. Rejsen tager stadig 2 dage, men den er meget mere komfortabel, kun de sidste 85 km er på grus.

Dalen er en kulturel smeltedigel, da den er huser mindst 16 forskellige etniske grupper. Omo floden danner eksistens grundlæg for disse semi pastoralister, da den er nødvendig for dyrkning af afgrøder og til vanding af kvæg.

Jeg har fået følgeskab af Freja, som er nyansat i Etiopienrejser og netop ankommet fra DK (med julekager i baggagenJ) I går kørte vi her til Turmi i et kæmpe regnskyl. Regntiden varer normalt fra oktober til november, men det regner altså stadig, hvilet betyder at bushen er helt lysegrøn og blomsterne står i flor. Det er godt med regn her på egnen, for om 2 måneder vil Omodalen være knastør, men regnen kan desværre komme til at sætte en stopper for vores planer, om at udforske Surma regionen, på den vestlige side af Omofloden. ”Vi må vente og se” siger vores etiopiske samarbejdspartner, og det er en strategi, som ofte giver mening at anlægge i Etiopien, så det gør vi.

Det skete som værst frygtet. Regnen har gjort føret så ustabilt, at vi ikke kan fortsætte vores køretur på den vestelige side af Omofloden. Men vi er ikke til at stoppe, så vi har iværksat plan B, som består I at køre to hele dage tilbage mod Addis, fra samme vej som vi kom, dreje fra i Sodo og via Bonga nå ned til Mizan Tafari, hvorfor man kan krydse floden til den vestlige bred (Surma regionen) nordfra. Følg med på bloggen her og hør hvordan (om?) vi når vores mål.

Bull Jump i Hamer stammen

(Del 2. Skrevet d. 13.12.15)

I går ville vi besøge Hamerfolket. Besøg hos Hamerfolket viste sig igen, som de forrige gange jeg her været i dalen, at være det mest spændende og vellykkede besøg blandt Omodalens stammer. Hamerfolket tæller ca. 50.000 personer, og det betyder, at de er så mange, at de absorberer turisterne og således tillader de, at vi går rundt og studerer deres dagligliv og kultur, uden at de lader sig bemærke synderligt af dette.

Regntiden er tradition for fejringer, da de lokale i denne periode ikke behøver bruge deres kræfter på at samle mad og drikke, og vi hørte også rygter om, at en en ”Bull jump” skulle finde sted i bushen udenfor Turmi.

Bull jump er en ceremoni, hvor en ung dreng beviser at han nu er blevet en mand, ved at hoppe over 10-14 køer, som er tvunget står på række. Inden han skal hoppe, skal unge mænd, der nyligt selv har overstået Bull jump ceremonien, afgive piskeslag, til den hoppende drengs kvindelige slægtninge. Kvinderne blotter deres ryg og inviterer ”piskerne” til at vælge netop sig selv til at modtage et slag. Kvinderne beviser, at de er udholdende når de modtager piskeslag, det giver dem status, at have mange ar på ryggen.

Det siger selv selv, at ceremonien er barsk og blodig, men selvfølgelig meget spændende og lærerrig at overvære.

Indlægget Omodalen i syd blev vist første gang den Etiopienrejser.