Omodalen i syd

(Del 1. Skrevet d. 12.12.15)

Det er tidlig morgen og endnu bælgmørkt på Buska Lodge i Turmi. Chikaderne synger i bushen udenfor og under taget på den lille terasse er larm fra de nataktive flagremus. I går da vi ankom hang de på red og række under taget og snorksov, men nu er det anderledes. Lyden fra den vildt brusende Kaske River, der løber bag lodgen, når også herind.

Omodalen ligger i det sydvestlige hjørne af Etiopien. Sidst jeg besøgte området, skulle man køre på grusvej på halvdelen af den to dages rejse fra Addis Ababa. Men moderniteten (og kinesernes asfaltvej) er nu også nået herud. Rejsen tager stadig 2 dage, men den er meget mere komfortabel, kun de sidste 85 km er på grus.

Dalen er en kulturel smeltedigel, da den er huser mindst 16 forskellige etniske grupper. Omo floden danner eksistens grundlæg for disse semi pastoralister, da den er nødvendig for dyrkning af afgrøder og til vanding af kvæg.

Jeg har fået følgeskab af Freja, som er nyansat i Etiopienrejser og netop ankommet fra DK (med julekager i baggagenJ) I går kørte vi her til Turmi i et kæmpe regnskyl. Regntiden varer normalt fra oktober til november, men det regner altså stadig, hvilet betyder at bushen er helt lysegrøn og blomsterne står i flor. Det er godt med regn her på egnen, for om 2 måneder vil Omodalen være knastør, men regnen kan desværre komme til at sætte en stopper for vores planer, om at udforske Surma regionen, på den vestlige side af Omofloden. ”Vi må vente og se” siger vores etiopiske samarbejdspartner, og det er en strategi, som ofte giver mening at anlægge i Etiopien, så det gør vi.

Det skete som værst frygtet. Regnen har gjort føret så ustabilt, at vi ikke kan fortsætte vores køretur på den vestelige side af Omofloden. Men vi er ikke til at stoppe, så vi har iværksat plan B, som består I at køre to hele dage tilbage mod Addis, fra samme vej som vi kom, dreje fra i Sodo og via Bonga nå ned til Mizan Tafari, hvorfor man kan krydse floden til den vestlige bred (Surma regionen) nordfra. Følg med på bloggen her og hør hvordan (om?) vi når vores mål.

 

Bull Jump i Hamer stammen

(Del 2. Skrevet d. 13.12.15)

I går ville vi besøge Hamerfolket. Besøg hos Hamerfolket viste sig igen, som de forrige gange jeg her været i dalen, at være det mest spændende og vellykkede besøg blandt Omodalens stammer. Hamerfolket tæller ca. 50.000 personer, og det betyder, at de er så mange, at de absorberer turisterne og således tillader de, at vi går rundt og studerer deres dagligliv og kultur, uden at de lader sig bemærke synderligt af dette.

Regntiden er tradition for fejringer, da de lokale i denne periode ikke behøver bruge deres kræfter på at samle mad og drikke, og vi hørte også rygter om, at en en ”Bull jump” skulle finde sted i bushen udenfor Turmi.

Bull jump er en ceremoni, hvor en ung dreng beviser at han nu er blevet en mand, ved at hoppe over 10-14 køer, som er tvunget står på række. Inden han skal hoppe, skal unge mænd, der nyligt selv har overstået Bull jump ceremonien, afgive piskeslag, til den hoppende drengs kvindelige slægtninge. Kvinderne blotter deres ryg og inviterer ”piskerne” til at vælge netop sig selv til at modtage et slag. Kvinderne beviser, at de er udholdende når de modtager piskeslag, det giver dem status, at have mange ar på ryggen.

Det siger selv selv, at ceremonien er barsk og blodig, men selvfølgelig meget spændende og lærerrig at overvære.