Besøg hos Suri-folket

 (Skrevet d. 17.12.15).

 

Efter enormt mange timers kørsel er vi nu på vej mod Addis igen. Turen til Surma-regionen blev jo meget længere end planlagt, i det vi blev stoppet af regnen, da vi forsøgte at nå området sydfra. Vi kørte en kæmpe omvej på 3 hele dage og til sidst af meget humpede jordveje, før vi endelig kunne sætte vores fødder nogenlunde tørskoede på Surma-jord.

Surifolket er beslægtet med Mursierne på den anden side af Omofloden. Kvinderne bærer læbeplade (eller løsthængende underlæbe) ligesom hos Mursierne og både mænd og kvinder er dekoreret med ar og kropsmaling. Suri-folket er semi-pastoralister. De dyrker hovedsagelig majs og hirse på deres små jordlodder.

Vi blev mødt af meget venlige Surifolk. Overalt hvor vi kom frem hilste de venligt på os. Da vi besøgte deres landsbyer, var de ivrige efter at vise, hvordan de tilbereder lokal øl og ryger tobak. Endelig fremviste de også, hvordan de tapper en ko for blod (uden den dør), som de drikker.

Surifolkene viste stor nysgerrighed overfor os som besøgende. Frejas lyse hår blev undersøgt nøje og endda hevet i, for at tjekke om det nu også vær ægte. De løftede også ud i bluserne og op i BH’en, for at se, hvordan hvide bryster ser ud. Det første til masser af gensidige grin.

I hovedbyen Kibish så vi, hvordan Surifolk kom med små stykker guld, som de havde vasket i floden. I hovedgaden sad guld valuarer, og fastsatte købspriser på guldet.

Alle børn har skolepligt i Etiopien, således også Suribørnene. De bor uden elektricitet og stort set isoleret fra omverden. De taler deres eget sprog og både amharisk og engelsk er stort set fraværende. Alligevel skal man kun nævne ordet football, og så siger de både Arsenal, Manchester United og Ronaldo. Jo, selv her har globaliseringen i nogen grad gjort sit indtog.

Området vest for Omofloden kan med rette betegnes som Etiopiens vilde vesten. Der er ingen faciliteter i regionen, og man skal som besøgende medbringe alt, hvad man skal bruge dvs. telte til overnatning, mad osv. Desuden er det påkrævet, at man har en vagt med sig. Vi fik lange gode snakke rundt om lejrbålet, mens skoven omkring os var levende i tropenatten.

 

Der er få turister i Surma, hvor stammefolk ofte er oppe at strides med hinanden. Hovedkonflikten lige nu består dog i, at den etiopiske regering ønsker at udlægge områder på begge sider af Omofloden til kommerciel dyrkning. Surifolket bliver af regeringen tvunget til at bosætte sig i landsbyer, så regeringen kan inddrage noget af den jord, som Surierne traditionelt har græsset deres kvæg på.

 

Som sagt mødte vi kun venlighed og fredelige tilstande under vores besøg, men hvis man ønsker at besøge området, skal man være forberedt på, at der kan ske lidt af hvert, og som følge deraf, være klar til at ændre sit rejseprogram.  Et besøg i Surma region er dog en unik oplevelse, hvor man bor og færdes blandt Surierne, og således interagerer med dem og oplever deres livsstil på tæt hold.

Vi har fået en del spørgsmål ift. de uroligheder, som internationale medier rapporter om, sker i Etiopien lige nu. Hernede foregår rapporteringen hovedsagelig i rygteform, så det er svært at finde ud af, hvad der helt nøjagtigt sker. Som de fleste læsere af denne blog nok allerede ved, går konflikten ud på, at Oromoerne, som er den største etniske gruppen i Etiopien, føler sig tilsidesat og chikaneret af den Etiopiske regering. Det har ført til optøjer bland Oromoerne, blandt andet på nogle af landets universiteter.

Vi har ikke på vores tur selv set eller oplevet uroligheder, det vil jeg lige nævne her, nu hvor vi får så mange forespørgsler på om vi er ok osv.

Til slut vil jeg ønske alle en glædelig jul. Hernede må vi selv stå for fejringen, for den ortodokse jul falder først i januar.