Julefejring i Etiopien

 

I den ortodokse etiopiske kirke fejres julen d. 7. januar. Dagen starter med julegudstjeneste kl. 04 om morenen. Etiopierne klæder sig i hvidt til den festlige lejlighed. I Etiopien er det skik og brug, at hovedparten af kirkegængerne tager opstilling udenfor kirken og hører præsternes bøn gennem højtalere fra kirken. Inden man indtager sin stående plads, skal man gå 3 gange rundt om kirken med et stearinlys i hånden. Kvinder og mænd står selvfølgelig opdelt hvor hver sin side af kirken. En gudstjeneste varer typisk ca. 3 timer.

I Etiopien giver og modtager man ikke julegaver, men det er dog de seneste år (måske under påvirkning fra vesten) blevet almindeligt at de mindre børn får gaver.

Julen kaldes “Ganna” og fejres sammen med familien. Julemaden består af den sædvanlige nationalret i Etiopien “injera”, som er store pandekager bagt på kornsorten “teff”. Dertil indtages “watt”, som er sovse og stuvninger i alle afskygninger (kyllingekød, oksekød, æg, linser, bønner, spinat, gulerødder osv.) der serveres i et farvemorads ovenpå injeraen. I julens anledning er der lavet ekstra meget og ekstra lækkert wat.

12 dage efter ”Ganna”, den 19. januar, holdes festen ”Timkat”. Festen varer i 3 dage og her fejrer etiopierne Jesu dåb. Den centrale tradition ved Timkat er, at den kopi, der findes af Pagtens Ark i alle ortodokse kirker i Etiopien, tages ud og bærers af præsterne i prosession rundt om kirken. Timkat er den største fejring i det etiopisk ortodokse kirkeår og det er en meget intens og spændende oplevelse at deltage her. Jeg kan stærkt anbefale, at tage med på Etiopienrejsers gruppetur i 2018, der netop indebærer at opleve Timkat.

Glædelig jul til alle fra EtiopienRejser/Christina