Tur til Harar og Awash Nationalpark

Sidste gang jeg besøgte det østlige Etiopien var i 1994. Dengang tog jeg toget til Dire Dawa, som er cirka halvvejs på ruten mod endestationen i Djibouti.  Jernbanen blev bygget på fransk initiativ i 1894, for at forbinde den franske koloni med Etiopien.

Minderne fra 1994 er en masse støv, larm fra folk og fæ, kvinder klædt i farvestrålende kjoler og ikke mindst de karakteristiske Harari huse. Desuden har jeg minder om en masse diskomfort, som, når man er 20 år, heldigvis forplanter sig som eksotiske oplevelser og spænding. F.eks. mødte jeg stort set ingen turister i landet dengang, kun enkelte idealistiske rygsækrejsende. Der var ikke noget tilgængelig landkort og guidebøger om Etiopien var endnu ikke opfundet. Der var kun den lokale injera at opdrive til måltiderne (og her taler jeg ikke injera som på den etiopiske restaurant i København eller på gode restauranter i Addis nu om dage, men derimod ugegammel injera, hvis eneste tilbehør var senefyldte kødklumper).  Transporten rundt i landet foregik – udover togturen til Dire Dawa – hovedsageligt siddende/liggende ovenpå overpakkede lastbiler, der bevægede sig i sneglefart på de smalle bjergveje. En gang lå en bagbundet ged og brægede lige ved siden af mig på en hel dagsrejse ovenpå en lastbil fyldt med kornsække.  Når man rejste i landområderne fandtes der næsten ingen der talte engelsk og overnatningsstederne havde (hvis man tager ja hatten på) lokalkoloritJ. Sceneriet fra disse dagslange bjergkørsler har dog mejslet sig fast i min bevidsthed siden.  Vilde, storslåede, smukke bjerge, hvor etiopierne i landområderne levede med et absolut minimum af civilisationens hjælpemidler.

Okay, der kom jeg vidt til at gå ud af memory lane, lad mig komme tilbage til nutiden og de aktuelle tur.

Harar er en gammel handelsby, der i århundrede har været et knudepunkt for handel i Østafrika. Byen har et muslimsk præg, og der ligger massevis af moskeer. Den gamle bydel er omgivet af en tyk bymur, hvis 6 porte danner flaskehalse for færdsel ind og ud af byen. De brostensbelagte gader snor sig mellem Harari husene, og atmosfæren her med handlende, børn der leger, kvinder der i hurtigt tempo bærer tungt bagage på hovedet, æseldrivere gennem de smalle gader, emmer af arabisk stemning.

Hyæner er sagnomspundne dyr i Harar, og hver aften udspiller der sig et ritual udenfor byens porte, hvor en ”hyænemand” fodrer de vilde hyæner. Det lyder til at dette ritual, som selvfølgelig tiltrækker de turister der besøger byen,  nedstammer fra en århundrede gammel tradition, hvor man en gang om året har fodret hyæner med grød, for at forhindre at de angreb byen. Hyæneritualet er en spænende oplevelse, hvor man kommer helt tæt på disse sky dyr.

 

Køreturen fra Addis til Harar går tværs gennem The Great Rift Valley. Midt i dalen findes Awash Nationalpark. Temperaturen her afspejles naturligvis i manglen på højdemeter, hvilet har et udtørret bushlandskab til følge. Awash Nationalpark er alligevel Etiopiens mest besøgte nationalpark. For os var højdepunktet overnatningen på Awash Falls Lodge, der ligger med udsigt over Awash Falls. Dyrelivet i Etiopien er jo sparsomt sammenlignet med en safari i fx Kenya, men vi så da både krokodiller, kuduer, kæmpe skildpadder og massevis af aber.

 

Desuden så vi det karakteristiske Afar folk, som ellers hovedsagelig bebor det nord-østlige Etiopien. Mange af dem gik som kameldrivere i vejsiden, på vej med varer til salg andetsteds.

Det østlige Etiopien har en helt særlig atmosfære og den arabisk/muslimske kultur er en spændenden oplevelse, som bestemt er værd at opleve.